Hvad er Orientering?

Orienteringsløb er motion for både hjerne og hjerte.
Der bruges kort og kompas til at finde vej gennem ukendt terræn. Undervejs skal man besøge et antal kontrolpunkter, som er placeret ved forskellige terrængenstande. 
Disse kontrolpunkter er markeret med en hvid/orange skærm og på kortet med en rød/lilla cirkel.

Opgaven går ud på at fortolke kortet rigtigt og vælge den hurtigste rute mellem posterne. Posterne skal passeres i en bestemt rækkefølge, og ved hjælp af en medbragt kontrolbrik, markerer man ved hver post at man rent faktisk har været forbi.

Hvem kan løbe?

Orientering er en idrætsgren med tilbud til alle aldersgrupper. 

Deltagerne er inddelt i klasser efter deres alder og køn. Der er således klasser for børn fra førskolealderen til deltagere over 80 år. 
Du vil således altid kunne deltage i en konkurrence med andre på samme tekniske og fysiske niveau som dig selv. Stævneplads og løbsområdet er fælles for alle, hvilket gør orientering til en oplagt familiesport.

Se mere på Dansk Orienteringsforbunds hjemmeside

Orienteringskortet

Orienteringskortet afbilleder med klare og logiske symboler, et terrænområde set ovenfra. 

Der foretages en nøje rekognoscering og opmåling af detaljerne i terrænet.

 

De fleste orienteringskort er afbilledet i målestoksforhold 1:7500 eller 1:10.000,

hvilket betyder,  at 1 cm på kortet svarer til henholdsvis 75m og 100m i terrænet.

 

Her ses et udsnit af Tornby Klitplantage.

Hvis du undrer dig over hvad de forskellige farver og signaturer betyder, så se billedet under kortet

Postbeskrivelser

Er du forvirret over postbeskrivelser? 

Har du aldrig lært at læse postbeskrivelserne?

Så har du muligheden for at hente(pdf fil) og læse mere her 

Kompasset

You don't have a pdf plugin, but you can download the pdf file.

O-løb og stævner

Konkurrenceløb (Åbne løb)

Fra sidst i marts til hen i oktober er der rundt om i landet orienteringsløb næsten hver lørdag eller søndag. Der findes baner svarende til enhver løbers forudsætninger. Der skelnes mellem følgende sværhedsgrader: BEGYNDER - LET - MELLEMSVÆR - SVÆR. Ud over sværhedsgraden er løberne inddelt i forskellige aldersklasser. Du vil således altid konkurrere med løbere, der befinder sig på samme niveau som dig selv.

Stævnerne

Orienteringsløb afvikles ved stævner, der er inddelt på følgende måde:

A-løb: stævne for internationale løb og danmarksmesterskaber.

B-løb: stævne for alle. Et B-løb indeholder samtlige løbsklasser og er således

orienteringssportens “norm”.

C-løb: stævne for alle, men antallet af baner er reduceret i forhold til B-løb.

D-løb: stævne med særlige regler.

Divisionsturnering

Turnering for klubhold, arrangeret af Dansk Orienterings-Forbund, som et officielt danmarksmesterskab for klubhold. Klubberne er inddelt i divisioner, og klubholdet består af klubbens løbere. Et særligt pointsystem sikrer, at løbere på alle niveauer tæller med i konkurrencen.

 

Udstyr

Man kan begynde med sko og tøj, som kan tåle at komme i skoven, samt et kompas og elektronisk tidtagningsbrik (som i første omgang kan lånes af klubben).

Ellers kan løbetøj og klubdragt købes hos materielforvalteren.

 
Kompas,  kompas

 

 løbesko o-sko

og elektronisk tidtagningsbrik emit

kan kun købes i specialforretninger, som normalt har udsalg ved åbne løb (konkurrenceløb)

Udstyr kan købes her

http://www.mollersport.dk/
http://www.o-butikken.dk/
http://www.loberen.dk/

Klubdragten

Træningsløb/Klubløb

Der er 5 baner at vælge imellem:
Bane 1  7-9 km lang svær.
Bane 2  5-6 km mellemlang svær 
Bane 3  3-4 km kort svær 
Bane 4  4-5 km mellemsvær  Bane 5  2,5-3,5 km let
Målestoksforholdene på er normalt 1:7500. På mellemlang svær og lang svær kan forholdet være 1:10000. .


Kortet er gratis for klubbens medlemmer ved klubbens egne løb. Det koster 20 kr., for ikke-medlemmer at deltage i klubbens løb og ligeledes 20 kr. for at deltage i andre klubber løb.


Starttid er normalt 1800 på torsdage, 1300 på lørdage og 0930 på søndage, starttider bliver oplyst ved indbydelsen på hjemmesiden.

Nyt

Nyhedsbrev uge 49 2023

Kong Vinter regerer i Vendsyssel, og derfor var dagens juleløb i Tornby Klitplantage indhyllet i sne, og dermed sne en ekstra udfordring i ellers altid udfordrende Tornby. Efter løbet kunne man traditionen tro, nyde en kop varme og en bolle, mens klubmesterne blev hyldet. Stort tillykke til jer alle 4.
 
Tilbage i år er der yderligere et traditionsløb tilbage - nytårsløbet i Tversted, og gad vide om der ikke kunne komme et romjuleløb også.
 
Som tidligere skrevet så er forberedelserne til NJ2D også godt i gang, og mangler man en hjælper tjans så hører stævnelederne gerne fra dig. I forbindelse med Nordjysk 2 Dages sponsorerer OK Vendelboerne en blå skaljakke med logo til alle, der hjælper til. 
Skulle du være forhindret i at hjælpe til næste NJ2D, men ellers er aktiv hjælper til vores åbne løb eller klubløb, er der også en jakke til dig. Det er muligt at prøve jakken de næste 14 dage i vores klublokale i kælderen på Højene Skole. Der er dame og herre-modeller, men  det står jer frit for hvilken jakke i vælger. Findes i størrelserne fra small til 2Xl. Sammen med jakkerne ligger der en liste, som man skriver sit navn og ønskede størrelse på. 
 
Klubben inviterer til klubdag, se vedhæftede invitation. Fristen for tilmelding er den 2. Januar til overnatning.
 
Man kan også tilmelde sig mødet alene og eller  middagen. Generalforsamlingen er der naturligvis tilmelding til. Skulle man ønske kun at deltage i generalforsamlingen, kan man blot møde op kl 17.00. Indkaldelse kommer senere
 
Priser for ikke medlemmer er 
 
853 for hele pakken
90 for mødet med kaffe
160 for frokost
171 for middag.

Read more …

Mindeord

fuglsang

Der var med stor sorg, da vi forrige onsdag modtog meddelelsen, om at vores kære klubkammerat Erik Fuglsang-Damgaard er gået bort.

Fuglsang vil blive husket for hans store indsats for klubben, hvor han i en årrække var en bærende kraft i bestyrelsen, i kortudvalget, og ikke mindst for hans altid opmuntrende, anerkendende og støttende væsen.

Fuglsang var rektor på Hjørring Gymnasium fra 1971 til 1992, hvor han bl.a. lagde meget vægt på, at friluftsliv og samarbejde skulle være væsentlige elementer af skolegangen. Det faldt helt naturligt for Fuglsang at melde sig ind i orienteringsklubben; et medlemskab, som han, klubben og klubbens medlemmer alle årene har fundet fælles glæde ved.

Han var i mange år medlem af bestyrelsen, hvor han bl.a. varetog opgaven som kortudvalgsformand. Her koordinerede han korttegningsprojekter mellem klubbens korttegnere, og han var selv en af de mest aktive korttegnere. Fuglsang har – udstyret med tegneplade, tegneplast, farveblyanter – gennemtravet alle skove i det nordlige Vendsyssel, fra Tornby i Vest til Ålbæk i Øst. Efter endt opmåling i skovene, rentegnede han kortene, så de var klar til trykning – og glade løbere kunne navigere efter de meget præcise kort. Han var en af pionererne inden for digitalisering af korttegning, hvor opmålingen i terrænet skete med hjælp af GPS, og rentegning af kortet skete på PC.

Fuglsang var glad for sne! Måske var det opvæksten i Grønland, der havde grundlagt denne glæde. Når der var sne i Vendsyssel, kunne man ofte møde Fuglsang på ski i Tornby Plantage. Ikke blot en rundtur i plantagen, næh Fuglsang havde skam taget turen fra Højene. Mindre end 50 km på langrendsskiene var ikke en rigtig skitur. Han tog i en årrække på skitur i Troms i Norge, hvor han kunne køre langt yngre kræfter fra klubben meget trætte. Det var lange dagsture, når Fuglsang var med.

Fuglsang var – også efter sin aktive periode i bestyrelsen – engageret i klubbens arbejde, og det lagde ham meget på sinde at støtte skiftende bestyrelsers arbejde. På de årlige generalforsamlinger var Fuglsang altid først med anerkendelse og opmuntring. Han ville af hjertet alle det bedste.

Vi vil med varme mindes de mange gode timer, vi har tilbragt sammen med ham – hans omsorg, hans vid, og ikke mindst hans smil, som kunne oplyse selv et sneklædt landskab.

Æret være Fuglsangs minde.

Erik Fuglsang er ikke mere.

Det er med sorg, at vi har fået meddelelse om, at vores mangeårige medlem Erik Fuglsang-Damgaard er ikke er hos os længere. Æret være Fuglsangs minde. Bisættelsen finder sted på lørdag den 18. november kl. 13.30 fra Hjørring Kirkegårds Kapel.

Referat fra bestyrelsesmøde 4 2023

Du kan læse referatet fra bestyrelsesmøde 4 2023 her

https://www.ok-vendelboerne.dk/jom4/index.php/intern/referaterlove

O-kalender 2024

 Så er næste års o-kalender klar

Read more …