MIndeord
Det er med stor sorg, at vi i fredags modtog meddelelsen om, at Svend Brøns Petersen er gået bort. Vores tanker er i denne svære stund hos Inger, Dorthe, Hanne og børnebørn og oldebørn. Vores tanker og medfølelse er hos dem.
Svend Brøns kom til Hjørring i juli 1979 i forbindelse med hans karriere i politiet. Han meldte sig straks ind i orienteringsklubben, og bidrog til det sidste i klubbens udvikling. Hans allerede dengang mangeårige erfaring fra det fynske kom Orienteringsklubben Vendelboerne til gode, og Svend iscenesatte fra starten store initiativer, som har udviklet klubben til en klub, hvor både det sportslige og det sociale er i højsædet. Svend har, om nogen, bidraget til at udvikle et unikt fællesskab i klubben.
Svend kunne, også da han kom op i årene, udmatte de fleste, når der skulle udføres arbejde for klubben. Der findes ikke en skov i Vendsyssel, som Svend ikke har gennemgået på kryds og tværs, når han har tegnet de kort, som er grundlaget for vores sport. Utrætteligt har han – bevæbnet med tegneplade, blyanter og kompas – gennemtrævlet skovene og fundet alle små høje, lavninger, stier, bevoksninger – og efterfølgende rentegnet kortene med avanceret korttegningssoftware.
Svend har i perioder siddet i Dansk Orienterings-Forbunds hovedbestyrelse, samt kredsbestyrelsen for Nordkredsen. Han har varetaget skiftende roller som stævneleder, banelægger og kontrollant i forbindelse med store orienteringsstævner. Svends store indsats for orienteringssporten blev i 1991 anerkendt med Dansk Orienterings-Forbunds ærestegn.
Svends interesse for orienteringssporten udmærkede sig også i imponerende resultater, når han selv stillede op i konkurrencer. Ikke mindre end 58 medaljer ved Danske og Jysk/Fynske mesterskaber hentede han hjem i sit meget aktive liv. Han blev Dansk mester 9 gange og Jysk/Fynsk mester hele 22 gange. Dertil hjemtog han en lang række medaljer af sølv og bronze.
Svend Brøns har gennem mange år været et kendt ansigt ved uddelingen af Hjørring Kommunes Idrætspris, som han har modtaget 21 gange til stor inspiration for de langt yngre prismodtagere i andre sportsgrene.
Svend var et forbillede for alle i orienteringsklubben. Altid inspirerende med sit klarsyn og idéer til udvikling. Svend havde en barsk facon, men han var samtidig et utroligt opmærksomt, høfligt og belevent menneske, som vi alle holdt af. Han var altid parat til at yde og hjælpe alle med sin enorme erfaring og energi. Vi vil med vemod mindes de mange gange, vi har mødt Svend på vores vej i skoven; altid lyste han op i et spontant og hjerteligt smil.
Vi troede, at Svend var udødelig. Svend var en kæmpe, en evig fighter. Men sygdommen kom til ham i flere omgange, og til sidst måtte Svend give op. Vi har mistet en elsket ven, en stor sportsmand, som også efter sin død vil være til stor inspiration.
Svend vil blive savnet - æret være hans minde.
- Oprettet den .
- Læst: 867