O-oplevelse i Ungarn.

Dagene 16 – 20 august deltog vi i Hungária Kupa med stævnecenter i Salgótarján,

nordnordvest for Budapest og tæt på den slovakiske grænse. Vores yngste søn

bor fast i Budapest, og vi fløj derfor derned allerede torsdagen før, så vi kunne hilse

på ham og Bianca. Vi flyver næsten altid fra Billund og med det udskældte

Ryanair, det er rimelig billigt og denne gang kostede retur billetterne kr. 1300 for os

begge.

For at minimere transportproblemerne, havde vi lejet en bil, som vi afhentede om

fredagen og kørte til vores hotel i en meget lille by øst for Salgótarján. Hotellet var

noget for sig selv, men det vil jeg ikke komme ind på her, for det vil være noget

med eventyrberetning fra ”Transylvanien”, dog mødte vi ingen Dracula.

Om lørdagen kørte vi ind i stævnecentret, hvor vi fik udleveret brystnummer, et

program og et par kort med prøveløb. Vi tog et af prøveløbene på 2 km, for lige at

snuse til terræntypen, men det skulle vise sig, at det ikke helt levede op til den

sværhedsgrad, som vi senere blev udsat for.

Ved at se i programmet kunne jeg konstatere, at der var tilmeldt omkring 1100

løbere fordelt på de normale B-løbs klasser plus elitebaner. Ud fra flagene på

stævnepladserne kunne jeg tælle mig til, at 24 nationer var repræsenteret, men da

der næsten udelukkende blev speaket på ungarnsk, var det svært at få et

fyldestgørende overblik over løbe og herunder alle de servicemeddelelser som der

helt sikkert flød med i en lind strøm fra en meget energisk speaker.

Da vi forlod Budapest viste termometeret 41 grader, men heldigvis faldt

temperaturen, og da der et par dage senere regnede kom vi ned på rimelige 20 –

25 grader.

De to første løb var i et område, hvor en lille by, Kazár, danned rammen.

Førstedagen skulle jeg løbe 2,2 km med 7 poster og 70 højdemeter på et kort i

1:7500 med 5 m. kurver. Jeg startede godt ud og var helt med indtil jeg skulle finde

post 2, den og post 3 voldte mig store problemer, og så måtte jeg erkende, at

terrænet var noget vanskeligere end prøveløbet. Jeg måtte tage til takke med en

plads i den sidste tredjedel. Ellen vandt derimod sin bane og det blev honoreret

med en T-shirts og et borgmesterligt håndtryk.

På anden dagen skulle jeg løbe 2,8 km med 70 højdemeter og 8 poster. Kortet var

i 1:10.000 og 5 m. kurver. Her gik løbet meget bedre, og jeg endte i den bedste

tredjedel, rimeligt tilfreds med min indsats. Ellen sluttede igen på en flot

førsteplads, men vi missede hendes præmie – en T-shits.

Tredje etape var sprint som foregik i vest kanten af Salgótarján, dels i

bolig/parkområde, og dels i skov. Min bane var 1,5 km med 10 poster og 15

højdemeter. Løbet gik nogenlunde og jeg endte midt i feltet. Behøver jeg at

gentage, at Ellen vandt igen. Hun var i det hele taget godt løbende og ikke mindst

”orienterende”

De sidste to etaper blev afviklet omkring en meget lille by, Rónafalu, øst for

Salgótarján. Det havde regnet meget i løbet af natten forud for 4. Etape, og det

gjorde terrænet meget smattet. Jeg skulle løbe 2,3 km med 11 poster og 130

højdemeter, og jeg kan love for, at det med højdemeter ikke var overdrevet, det var

svært både at komme op og ned og så var bunden nogle steder dækket af et lag

affaldssten fra kuludvinding. Løbet gik rimeligt godt for mig, og jeg endte på en 6.

plads og følte, at jeg var ved at få gang i benene. Ellen vandt igen helt suverænt.

Den sidste etape blev afviklet som ”jagtstart” og Ellen gik i skoven 16 min foran nr.

2. Hun løb igen godt og ud over at vinde samlet, vandt hun også denne etape.

Min bane var 2,3 km med 12 poster og 135 højdemeter og på et kort i 1:7500 med

5 m kurver. Jeg var efterhånden ved at lære det og fik en tredje plads to sek. fra en

anden plads.

Efter det sidste løb måtte vi desværre skynde os til Budapest for at aflevere

lejebilen, og vi gik derfor glip af præmieoverrækkelsen og vidst en meget højtidelig

chermoni, det var lidt synd for Ellen.

Ud over os var der yderligere to dansker med, Alice og Peter fra Ballerup, og de tog

hendes præmie og medalje med, og da de ligesom os skulle være i Budapest

yderligere et par dage, lavede vi en ”Café” aftale med dem om lørdagen, hvor Ellen

fik sin præmie og medalje samt billeder fra afslutningsceremonien.

Vel hjemme kan vi se tilbage på fem dejlige løb på gode kort, gode terræner og

med en meget professionel afvikling. Vi kan på det varmeste anbefale at drage ud i

den store verden, for at dyrke O-løbs passionen under andre himmelstrøg.

Ellen & Ole