Skip to main content

 

       Popular Logo Instagram icon PNG
 Gruppe  Side  B&U   OKV

Om klubben

Information om klubben

INDEKS:

 

Klubben | Klublokaler | Træning | Kortet | Banen | Posterne |Udstyr |Konkurrenceløb (Åbne løb) | Stævner | Divisionsturnering | Startafgift |Gymnastiktræning | Kurser | Traditioner | Klubblad | Kontingent | Medlemskab |




KLUBBEN

Klubben blev oprettet på stiftende generalforsamling mandag, den 20. januar 1975.

Klubbens officielle navn er: Hjørring Orienteringsklub - Vendelboerne, i daglig tale kaldet OK-Vendelboerne. Den er blandt de mellemstore klubber i landet. Dens hjemsted er Hjørring.

Klubben er medlem af Dansk Orienterings-Forbund (DOF) under Danmarks Idræts-Forbund (DIF), samt Hjørring Samvirkende Idrætsforeninger (HSI) og Nordjysk Orienteringsudvalg (NOU).

Det kan nævnes, at klubben allerede i april 1977 sammen med Aalborg Orienteringsklub arrangerede Jyske mesterskaber i nat- og stafetorientering og siden har været medarrangør af flere 3-dages arrangementer. Heraf kan nævnes Jysk 3 Dages 1982, som med godt 2500 deltagere var det største orienteringsløb, der indtil da var afholdt i Danmark.

Der er tradition for, at klubben i den weekenden der falder midt i marts måned, hvert andet år på skift med Aalborg Orienteringsklub arrangerer et 2 dages løb, Nordjysk 2-Dages, med ca. 2000 deltagere. Derud over arrangerer klubben som regel et mindre konkurrenceløb hvert år.

Selv om medlemmer af klubben er blevet både jyske og danske mestre, betragter klubben sig først og fremmest som en motions-, frilufts- og familieklub, som ønsker at give medlemmerne de bedste forhold at dyrke deres idræt under.

 

Klublokaler

 

Klubbens tilholdssted er Højene Skole østfløjen (indgang fra p-pladsen), hvor vi i kælderen råder over et mødelokale på 47 m2, et materielrum, samt efter behov (sammen med ungdomsskolens klub), køkken og opholdsstue.


Træning

Som begynder vil det være en god ide, at du først deltager i klubløbene. Vendelboerne arrangerer året rundt klubløb i skovene omkring Hjørring. Disse løb laves af klubbens erfarne medlemmer og er åbne for alle medlemmer af Vendelboerne. De annonceres i klubbens blad VENDEPOSTEN og finder sted lørdag eftermiddag eller søndag formiddag. Fra april til september desuden oftest torsdag aften med o-teknisk specialtræning beregnet for alle klubbens medlemmer.

Til klubløb er der mindst fire baneforslag. En begynderbane på 2-3 km., en mellemsvær på 4-5 km., en kort svær på 4-5 km. og en lang svær på 6-10 km.

Klubbens medlemmer er altid behjælpelige med instruktion og gode råd til begyndere. Klubløb er gratis for klubbens medlemmer.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Mod betaling af kortet kan du normalt deltage i træningsløb arrangeret af fremmede klubber

 

 

Tur-Orientering

Som supplement til trænings og klubløb er der udsat faste poster i Tornby Klitplantage, d.v.s poster der står ude hele året, du kan få en god o-teknisk træning ved at finde disse poster

Kortet

Vi benytter kort, der er specielt fremstillet til orienteringsløb, og som giver alle de oplysninger om terrænet, løberen kan få brug for. Kortet udleveres ved starten.

 

Banen

Ved klubløb skal du normalt selv indtegne posterne på dit kort. Ved starten ligger såkaldte mønsterkort, og du skal tegne posterne af efter dem. Ved større arrangementer er posterne indtegnet på kortet, som du får udleveret ved starten. Inden du løber i skoven skal din starttid registreres. Husk at melde dig tilbage igen efter løbet! Ved træningsløb må du højst bruge 2½ time i skoven.

 

 

Posterne

Posterne er afmærket med en orange/hvid skærm. Det er din opgave ved hjælp af kortet hurtigst muligt at finde frem til posterne i den rigtige rækkefølge. Ved posterne hænger en elektronisk enhed du skal kvittere posterne med ved hjælp af en brik, dette system kaldes populært EKT (elektronisk kvittering-og tidtagningssystem) Det kan også være en klippetang, som du skal klippe et mærke med i et kontrolkort.

 

Udstyr

 

Man kan begynde med sko og tøj, som kan tåle at komme i skoven, samt et kompas (som i første omgang kan lånes af klubben). Ellers kan løbetøj og klubdragt købes hos materielforvalteren. Kompas og løbesko kan kun købes i specialforretninger, som normalt har udsalg ved åbne løb (konkurrenceløb).

 

Konkurrenceløb (Åbne løb)

Fra sidst i marts til hen i oktober er der rundt om i landet orienteringsløb næsten hver lørdag eller søndag. Der findes baner svarende til enhver løbers forudsætninger. Der skelnes mellem følgende sværhedsgrader: BEGYNDER - LET - MELLEMSVÆR - SVÆR. Ud over sværhedsgraden er løberne inddelt i forskellige aldersklasser. Du vil således altid konkurrere med løbere, der befinder sig på samme niveau som dig selv.


Stævnerne

Orienteringsløb afvikles ved stævner, der er inddelt på følgende måde:

A-løb: stævne for internationale løb og danmarksmesterskaber.

B-løb: stævne for alle. Et B-løb indeholder samtlige løbsklasser og er således

orienteringssportens “norm”.

C-løb: stævne for alle, men antallet af baner er reduceret i forhold til B-løb.

D-løb:  stævne med særlige regler.


Divisionsturnering

Turnering for klubhold, arrangeret af Dansk Orienterings-Forbund, som et officielt danmarksmesterskab for klubhold. Klubberne er inddelt i divisioner, og klubholdet består af klubbens løbere. Et særligt pointsystem sikrer, at løbere på alle niveauer tæller med i konkurrencen

 

 

O-service

Alle medlemmer er registreret i et internetbaseret kalender- og tilmeldingssystem, her kan du tilmelde dig til løb og se hvem andre, der er tilmeldt, her kan du også se hvornår det er sidste frist for tilmelding. Løbstilmelderen vil være dig behjælpelig med at finde hvilken klasse, du skal starte i. Ved henvendelse til løbstilmelderen får du et password

 

Tilmelding

Tilmelding til løb kan evt. også foregår via klubbens løbstilmelder.

I klubbladet VENDEPOSTEN kan du læse, hvornår løbstilmelderen senest skal have din tilmelding.. Ved tilmeldingen gør du opmærksom på, om du har brug for transport, eller om du eventuelt selv kører og kan have andre med.


Startafgift

Startafgiften ved åbne løb er normalt mellem 75 og 95 kr. for seniorer 21- år, og 10 kr. mindre for juniorer -20 år, ved klubløb 20 kr. Klubben betaler indtil videre alle ordinære startafgifter, men ikke efteranmeldelses gebyrer, logi m.v. - ved udeblivelse må startafgiften dog betales.

For hvert medlem oprettes der i O-Service en løbskonto til registrering af startafgiften


Kørsel

Til åbne løb giver klubben et tilskud, der afhænger af kommunens regler for tilskud. I øjeblikket gives en kilometerbetaling.

 

Gymnastiktræning

 

Gymnastiktræning finder sted hver torsdag aften fra september til april. Den er det sociale tilløbsstykke i vinterhalvåret. Vi har en dygtig træner, der på halvanden time sørger for, at vi kommer gennem alle muskelgrupper mindst en gang pr. aften, og alle kan have udbytte af den! Det er gratis at deltage i Gymnastikken.

 

Kurser

Klubben arrangerer o-tekniske begynderkurser efter behov, både for juniorer og seniorer.

For juniorerne bliver der givet forskellige kursustilbud, både på A, B og C-niveau, samt tilbud om sommerlejre. Til juniorerne betaler klubben kurserne og giver tilskud til sommerlejrene

 

Traditioner

Klubfest: Hvert forår holdes der en klubfest.

Skt. Hansløb: På den søndag, der ligger nærmest Skt.Hans aften, holder vi Skt.Hans løb. Efter løbet samles alle, der har lyst, omkring grillen til spisning af medbragt mad.

Juleløb: I december holder vi et juleløb, hvor der bagefter serveres kakao og boller, og der uddeles præmier til årets klubmestre.

 

Klubblad:

Klubbens blad VENDEPOSTEN udsendes efter behov. Det omtaler, hvad der sker i klubben og kommende arrangementer, sportsligt og socialt. Det bringer O-kalenderen med oplysning om klubløb og de mest relevante åbne løb (konkurrenceløb).

Stof til bladet afleveres til redaktionen - se i bladet.

 

 

Vendelbo-Information

Hastemeddelelser, samt påmindelser sendes via e-mail til medlemmer der har opgivet mail-adresse.

 

 

Orientering.dk

Dansk Orienterings-Forbunds blad Orientering.dk udkommer otte gange om året. Her får du indblik i, hvad der rører sig i dansk orientering på elite- og motionsplan. Bladet indeholder bl.a. terminsliste med alle åbne løb (konkurrenceløb) i Danmark. Medlemmerne får tilsendt et eksemplar af orienteringsløb.dk pr. husstand.

 

Kontingent

Juniorer (20 år og yngre) 250,00 kr. pr. år

Seniorer (21 år og ældre)400,00 kr. pr. år

Familie (med samme adresse) 800,00 kr. pr. år

Passive medlemmer 150,00 kr. pr. år

Kontingentet opkræves og betales forud. Kontingentrestance betyder tab af stemmeret ved generalforsamlingen. Passive medlemmer har ikke stemmeret ved generalforsamlingen og kan ikke deltage i klubbens løb og åbne arrangementer, men gerne i klubmøder, fester og lignende

 

Medlemskab

Ønsker du medlemskab af klubben, kan du indsende nedenstående blanket til:

 

Ønsker du medlemskab af klubben, kan du indsende hosstående blanket til:

Peter Arildsen, Ths. Smeds Vej 7, 9800 Hjørring, tlf.: 98 92 66 79


Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

____________________________________________________________________

Undertegnede indmelder sig herved i
Hjørring Orienteringsklub > VENDELBOERNE <

Navn _______________________________________________________________

Cpr.nr.:_____________ - _______________Tlf.nr.:___________________________

Adresse _____________________________________________________________

____________________________________________________________________

__

Senior __

Junior __

Familie __

Navn og Cpr.nr. vedlægges

Passiv __

Underskrift __________________________________

p.a. (03/98)


  • Oprettet den .
  • Læst: 11847